.

Nr 18 til EM Marathon i Tyskland

15. juni var der EM i Marathon i Albstadt, Tyskland. Da min faste rejsemakker Dullen ikke havde Marathon kriller i stængerne valgte jeg at hoppe på toget for at drage alene mod Albstadt i das Schwäbige Alb for at køre EM Marathon. Efter 15t og et par togskift var jeg fremme i Albstadt-Ebingen, hvor jeg havde booket hotel.

 

Taxachaufføren var meget benovet over, at jeg ikke bare rejste så langt og helt alene uden et team for at enkelt løbs skyld, men også at jeg kunne tysk samt længden på mine ben. I kombination var det simpelthen overload af freakiness for en sydtysker! Der blev kigget skeptisk på mig og sagt “Du skal køre MTB Marathon? Hmm, er det virkelig nødvendigt med så lange ben til det?” Neeeej, jeg er bare født som flagstang ;-) !

Da jeg havde fået bakset cykelkufferten ud af taxaen, kan jeg konstatere, at hotellet er helt lukket og slukket, og det er umuligt at få kontakt til receptionen. Jeg får nok et liiiidt træt ansigtsudtryk, men taxachaufføren ringer resolut til centralen og får sin chef til at organisere, at hotelejeren kommer og låser mig ind! Dét er tysk service!!

Velindkvarteret i træhytten i tyrolerstil tager jeg mig en velfortjent morfar på et par timer. Derefter samler jeg min elskede Rotwild, og så er det ud at se på, hvad det er for en rute, tyskerne har fået smækket sammen. Jeg fanger arrangøren og får forklaret, hvor ruten går hen, men da jeg hverken kender området eller har et kort, fatter jeg ikke meget -skal det senere vise sig. Jeg allierer mig med et par motionsryttere, hvoraf den ene har kørt løbet før. Han mener, at kunne huske præcis, hvor ruten går. Det kan han også, det viser sig bare at være sidste års rute! Efter 1 times tossen rundt, hvor jeg dog får kørt de intervaller, jeg skal, finder jeg endelig frem til årets rute. Den består af to sløjfer, en nordsløjfe og en sydsløjfe, som begge skal gennemkøres to gange. Da tyskerne synes, at damerne skal køre samme distance som herrerne, er der samlet set 2.500 hm fordelt på 95 km at kæmpe sig igennem. Nordsløjfen køres først, og den starter med en mega ond stigning med pænt smattet og fedtet underlag, som altså skal køres først og midtvejs i løbet. Puh, tænker jeg helt ærligt. Især fordi arrangørerne satser på, at den hurtigste dame vil være 4½t om at komme igennem. Jeg har regnet mig frem til, at jeg ikke måtte være mere end 5t om at komme igennem, hvis jeg skal kunne nå mit tog hjem til København, så jeg kan komme på arbejde dagen efter, puuuh! Til gengæld kan jeg konstatere, at ruten indeholder et par små tekniske passager fra XC Bundesligaruten, det er da optur!

Næste optur, er da jeg møder Johnni fra T-bikes, som straks smider sin far i puljen som hjælper. Egentlig havde jeg arrangeret mig med en af Ergon-topeak rytternes hjælpere, men da de først vil ankomme lige inden løbet, virker det lidt for kaotisk at skulle finde dem og aftale dunk-strategi, så jeg er yderst taknemmelig for Johnnis tilbud. 

Aftenen inden løbet ligger alt klar til næste morgen, og alt, jeg ikke skal bruge, er smidt i cykelkufferten, så det kan gå tjept efter løbet. Geler, tøj og værktøj ligger parat, og jeg har udsigt til en god lang nats søvn. Det bliver der desværre ikke noget af, da hele hytten i 3 etager er bygget af det her tyrolertræ. Og det, kan jeg så konstatere, knirker temmelig meget, når folk beslutter sig for at vandre hvileløst rundt på deres værelser fra kl. 4 om morgenen. Så meget at ingen ørepropper kan overdøve det! Da fodboldfans af ukendt nationalitet samtidig giver sig til at køre rundt og dytte og råbe og skrige i gaderne først på natten, får jeg ikke lige den rolige nat, jeg har set frem til. Mental note: book dig aldrig ind på hoteller udelukkende bygget af træ, så kan walser-stilen være nok så charmerende…

Morgenmaden bliver indtaget i selskab med nogle gamle cykel-gubber iført matchende azurblåt racetøj, bandanas og spejlsolbriller over store snoede overskæg. Sådan!!! De er totalt benovede over mig. Men jeg synes nu også, de er seje nok, selvom de kun skal køre den halve distance. På trods af deres næsten 60 år, er de totalt gennemførte, og har en løbskalender som inkluderer 4 store europæiske maratonløb på en måned! Sådan vil jeg også være, når jeg bliver gammel -blot uden overskægget altså!

Løbet starter kl. 11. Damerne bliver sendt af sted 2 min. efter herrerne, og derefter alle motionisterne. I starten og op til halvvejs af stigningen lå jeg ret langt oppe i feltet, men da vi når op til den stejleste og mest fedtede del, sker der hurtigt en opdeling. Ingen kører dog stigningen, det var simpelthen umulig. Oppe på toppen begynder singletracket endelig, og det fortsætter ned over en lille lækker snoet nedkørsel, som jeg desværre bliver forhindret i at køre, da samtlige kvinder foran mig kolder totalt på den, øv! Da vi når ud på græsset, blæser Gabi fra Albgold forbi mig, hun har kæmpet på opkørslen, men er nu flyvende, den kvinde er for sej!

Resten af nordsløjfen består mest af grusveje, og det går bare op, op, op hele tiden synes jeg. Lynhurtigt har jeg bare syre i hele kroppen, og selvom jeg slapper ret meget af på nedkørslerne, er der ikke noget at gøre, det bliver et meget langt løb, kan jeg mærke. Jeg får sat en del folk på nedkørslerne, på en særlig lang én mærker jeg et eller andet presse på mit ben. Jeg forsøger at se, hvad der sker uden at slække på farten. Det viser sig at være min ene dunkholder, der er knækket og gået løs, så dunken nu er på vej ud. Og det er den fyldte dunk! Så selvom det ikke lige giver den optimale balance på cyklen, kører jeg resten af nedkørslen med venstre ben hævet og presset ind mod dunken, for der er absolut ikke mulighed for at slippe styret. Jeg ved der går lang tid, før jeg kan få en ny dunk, så jeg er glad, da jeg kommer ud på noget grus og kan holde den halvfyldte dunk med tænderne og få den fyldte dunk over i den anden holder og derefter drikke så meget som muligt fra den halvfyldte, før jeg smider den. Heldigvis passer energiindtaget med hydration gel fra Nuex og Agisko geler i lommerne perfekt til næste feedzone, men resten af løbet kan jeg så kun have en dunk med af gangen. I slutningen af nordsløjfen bliver jeg hentet af en italiensk pige, som har en trækkerdreng med. Nordsløjfen slutter af med en lækker nedkørsel fra Bundesligaruten, endelig lidt teknik, og der henter jeg på donnaen, som kolder i teknikken. Jeg bliver overdænget med italienske eder og forbandelser, da jeg triller forbi hende og suser ned af nedkørslen. Det var åbenbart ikke med i hendes plan :-) . Så er det igennem målområdet og ud på sydsløjfen, som arrangørerne beskriver som “super hurtig”. Bevares, den er da også hurtigere end nordsløjfen, men jeg syntes absolut ikke, det går hurtigt! Jeg ligger og battler med de samme ryttere igen og igen, der er ikke noget samarbejde, så det er bare hårdt, hårdt, hårdt. Så er det igen igennem målområdet og så op ad den onde onde stigning igen.  Feedzonen med en ny dunk og flere geler er et kortvarigt lyspunkt, for nu venter nordsløjfen igen, og på dette tidspunkt er jeg allerede mega stegt, for at sige det mildt! Himlen har hele tiden været faretruende mørk, og nu sker det, jeg har frygtet (da jeg har Billingeracet med 4t sne, regn og hagl i maj måned in mente!), sluserne åbnes, og der er dømt iskoldt skybrud. Heldigvis varer det kun omkring 40 min., så jeg undgår at blive afkølet helt ind til marven. På et tidspunkt opdager jeg, at Åsa fra Subaru-GaryFisher ligger omkring 50m foran mig. Det giver mig lidt ekstra kræfter. Åsa rykker på opkørslerne, mens jeg indhenter en del på nedkørslerne. På sidste halvdel af den sidste sløjfe kører hun dog fra, og jeg kan ikke hænge på.. Til gengæld får jeg hentet 2-3 andre piger og sat dem på denne sløjfe. Efter 4:44 kan jeg endelig køre i mål som nr. 18 4-5 min efter Åsa og 5 min før Nina Kunz fra Merida Tyskland. 

F*** det var et hårdt løb. Klart en rute der var et EM Marathon værdigt. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg har kørt så hårdt og udmarvende et løb sidst. Jeg kan dårligt komme af cyklen bagefter og næsten heller ikke gå, fordi ryggen er helt stiv. Så jeg ser slet ikke, at Peter Riis står på podiet og får sin sølvmedalje, men hører det heldigvis over højttalerne. Johnni er så venlig at hjælpe med cyklen, mens jeg forsøger at få min stive krop i bad i sneglefart. TAK Johnni!! Og så er det ellers ned i byen til hotellet og hente cykelkufferten. Ud med al bagagen på fortovet og så pakke cykel og alt andet ned i kufferten og så af sted til stationen og med det super proppede bumletog til Stuttgart. At jeg fik min 20-25kg tunge cykelkuffert op og ned af trapperne til de forskellige tog, skyldes kun adskillige venlige tyskeres hjælp, for det kunne jeg godt opgive selv at gøre med den ryg. 9t på langs på en hård briks i liggevognen får dog rettet ryggen ud, så jeg fungerer lidt bedre, da jeg ankommer til København næste formiddag. Og så er det direkte på arbejde!

                                                                                                                                   

 

                                                                                                                                                                             

 

 

 

 

4 Responses to “Nr 18 til EM Marathon i Tyskland”

  1. Henrik Says:

    Hej Marie,
    He he træhuse – Når man er til løb i udlandet, skal man altid ned i Matas efter ørepropper, man kan sku alligevel aldrig sove:-) Godt kørt, det lyder til at have været et udmarvende løb :-)

  2. Jan Says:

    Hvor er du sej!

    ..og en kanon beskrivelse, tak… ;)

  3. Janne Says:

    Hej Marie. Blev da lige helt grebet af at læse om dine udfoldelser på cyklen – du er skisme sej! Håber du snart får tid i din løbskalender til en gang tøsehygge – vi savner dig!! Pøj pøj til VM. Knus Janne

  4. Morten H. Says:

    Fed beskrivelse, og held & lykke med løb her d. 5.
    Efter mere end 4timer er 5min efter Åsa er da super flot, og jeg er helt sikker på at du sakser hende snart, for jeg kan normalt følge med hende :-)

Leave a Reply