.

World Cup i Canada

Efter succes’en til DM var næste udfordring på programmet de to World Cup afdelinger i Canada.

Begge løb var i Quebec, og det ene løb var ligesom sidste år placeret i Mt. St. Anne, det andet på en spritny rute i Bromont. Denne gang havde jeg fået følgeskab af DK’s bedste DH’er, Mads Weidemann. Generelt er ruterne i Canada meget udfordrende. Sidste år kørte jeg også løbet i Mt. St. Anne, så jeg var ret spændt på, hvordan gensynet med denne rute ville være. Ruten er stort set kun singletrack, som er godt plastret til med rødder og klipper.

Efter en træningstur på ruten kunne jeg konstatere, at der var lavet om på ca 1/3 af ruten, og at det kun var til det sværere! En hyggelig snak med den ansvarlige ruteansvarlige kunne bekræfte dette. Dertil kom, at efter flere ugers regn var klipper og rødder smurt ind mudder af en kaliber, som bestemt topper sæbeglat-skalaen. Faktisk fik manden julelys i øjnene, da jeg fortalte om, hvor svær jeg syntes, ruten var. Han og hans 20 folk havde arbejdet på netop dette i flere måneder. Pga. det var jeg så nødt til at træne en del på ruten i stedet for at slappe lidt af. På en af disse ture var jeg vist blevet lidt træt, og da jeg på et tidspunkt kører skråt henover en stor sindssyg glat klippeflade med en masse sten ovenpå, som man skulle køre imellem på den helt rigtige måde, ryger koncentrationen åbenbart, og det siger SMAK! Jeg når lige at tænke at “nej, jeg gider jo ikke smadre mig selv og min cykel mod den klippe” før jeg smækker hele venstre side ned i klippen. Uh, lyden af forsvarsløst-carbon-mod-klippe er så grim så grim. Jeg har ondt i hele venstre side og i særdeleshed i en af fingrene på venstre hånd. Heldigvis er der ikke sket noget med cyklen! Jeg kommer igennem resten af ruten, selvom det gør sindssygt ondt at bruge fingeren. Bagefter kan jeg konstatere, at fingeren er stor, varm og lilla og får at vide, at den nok er brækket. Men eftersom det er i ledet, skaden er sket, er der nok ikke noget at gøre ved det end at bruge den så lidt som muligt. Det er jo så lidt svært, når man er der for at køre løb ;-) .

Da løbsdagen oprinder, stiller jeg således op med meget trætte ben, en generelt smadret krop og en rimelig ubrugelig finger. Yes. Da starten går, kommer jeg egentlig ret godt med, men kan hurtigt konstatere, at træningsturene, virkelig tynger benene. Jeg ryger et stykke ned i placeringerne, men kæmper og kæmper og får hentet nogle piger. Jeg ligger længe sammen med en lokal navnesøster, som har en del heppere med og sammen med hepningen fra de tilskuere, som jeg kender, bliver der råbt “Marie, Marie” næsten hele ruten rundt. Fedt nok!! Jeg kommer igennem i fin stil og ender som nr. 39, men kan konstatere, at jeg må slappe mere af inden næste løb, før jeg kan være helt tilfreds.

                                                                          

Om aftenen tager vi et smut forbi festen, hvor jeg har den fornøjelse, at Bobby fra Specialized introducerer mig for en feststemt øldrikkende Hermida, som er i gang med at udbrede sig om sit syn på diverse europæiske folkeslag og grænsedragninger. Hermida finder pludselig sin telefon frem, og viser mig nogle billeder af en fuldstændig hærget manderyg (inklusive halvdelen af ballerne!) “I like hard sex” udbryder han med et listigt grin. Det viser sig dog at være billeder af hans ryg efter hans styrt i løbet. Ærgerligt med det styrt, han lå ellers og pressede Absalon pænt indtil styrtet.

Næste dag er der afgang til Bromont, som ligger tæt ved grænsen til USA. Tirsdag tog jeg en træningsdag sammen med Mads på DH sporene på et af bjergene. Bare op med liften og så køre ned, ned og ned. Rimelig udfordrende skal jeg hilse at sige, især på en XC cykel, men ikke desto mindre super super fedt! For at runde dagen af kørte jeg bagefter ud til XC ruten. Der kunne jeg igen konstatere at canadierne ikke havde ligget på den lade side mht. at flikke en super udfordrende rute sammen. Den længste opkørsel gik op ad en af en DH rute, hvor der efter hvert sving var placeret et stort bump, som man så skulle mosle op ad. 2/3 af ruten ligger inde i en ret tætvoksende halvmørk sko med høj fugtighed og med noget meget fedtet sort stads som underlag. På denne rute kører man meget nedad på singletracket, men det tager overraskende lang tid, fordi der er så mange tekniske detaljer at tage højde for konstant.

I dagene op til løbet fik jeg trænet lidt. Under træningen fik jeg da også lige lejlighed til at lave en lille lækker udskridning på baghjulet, som desværre ender med, at jeg igen smækker venstre side i jorden. “KNÆK” siger det højt fra min i forvejen hårdt prøvede finger. Nice, lige det jeg havde brug for! Men jeg får dog også slappet lidt af.

På løbsdagen har jeg egentlig rimeligt friske ben. Det havde regnet hver dag hele ugen og sindssygt meget natten inden løbet, så jeg havde en lille formodning om, at det store mudderbad ventede. Kort inden starten opdager jeg, at der ikke er noget tryk i min forbremse. Bobby fra Specialized tilbyder venligt teamets hjælp, men der er ikke tid nok. Jeg pumper og pumper grebet for at få lidt tryk på inden starten. Da starten går, kommer jeg rigtig godt med op ad den lange stigning. Men på første nedkørsel rammer realiteterne mig. Forbremsen har det ikke for godt og uden den, er det nærmest umuligt at styre forhjulet rundt om alle stenene og i alle svingene på de ultra fedtede nedkørsler. Så jeg er nede at ligge sådan ca. 1 mio. gange! Mudderets tilstand overgår klart mine forventninger. Det er helt vildt! Jeg har aldrig prøvet noget lignende! Over højttalerne taler speakerne da også om, at dette løb vil gå over i historien som et “epic ride”, fordi forholdene er historisk vilde. “Ja det tror jeg nok”, tænker jeg og mosler ud på endnu en omgang. Efter 2 omgange kan jeg konstatere, at den forbandede luftboble, der må have siddet et sted i systemet, er blevet rystet rundt, så der igen er tryk på min forbremse. Uheldigvis får det så klodserne til at kalibrere sig skævt ind mod bremseskiven, da jeg så bruger forbremsen. Så nu er der tryk på, men desværre sidder den ene klods permanent klistret til skiven, så cyklen er ufatteligt tung at træde igennem mudderet. Dette gør mig jo ikke ligefrem hurtigere, og jeg bliver til sidst pillet ud på en placering som nr. 37. Det er jo vilkårene i MTB. Men jeg må sige, at jeg ser frem til igen at køre et løb, hvor alting spiller, så man kan få lov at køre igennem.

Efter løbet hjælper den galante DH’er Mads til, så jeg kan komme i bad og få de mange kilo mudder skyllet af kroppen og ud af håret, inden der er afgang til lufthavnen i Montreal. Desværre er der kun iskoldt vand! Gys. Gæt lige, hvor lang tid det tager at få alt mudder væk så. Lur mig, om jeg ikke har siddet med en enkelt mudderklat eller to i øret på vej hjem i flyet ;-)

Status på verdensranglisteplaceringer efter Canada:

World Cup ranglisten: 80

XCO ranglisten: 134

Marathon XC ranglisten: 32

Tak for billeder til Jeff Girard og Marie Eve Desmeules

2 Responses to “World Cup i Canada”

  1. Greets from Marie.eve DesMeules Says:

    Heya Marie, great to see that nice website of yours!
    Its a shame im not able to read Danish =//
    I hope you in great shape and good mood.
    See ya next summer in Canada,

    Take good care

    Marie

  2. Tomas Says:

    Really nice pictures you got on your website. You are a good example for young cyclists.

    Take Care

    Tomas

Leave a Reply