.

Nr 26 på verdensranglisten efter World Cup Marathon finalen i Frankrig

Starten Starten

Det kan hurtigt blive vinter, et mobile home ér for lille til 5 personer og Østeuropæiske tyvebander er ikke sjove at have snusende rundt, er nogle af de erfaringer jeg gjorde mig ved Marathon World Cup finalen i Frankrig. Til gengæld sluttede jeg sæsonen med at ligge nr 26 på verdensranglisten.

Efter den hårde omgang med lungebetændelse ved XC World Cup finalen i Østrig, var jeg ret motiveret for at slutte sæsonen af med nogle fede og udfordrende UCI løb. I ugerne efter Østrig gik lungerne dog helt ned, og det var faktisk først dagen før afrejsen til Frankrig, jeg vurderede, at jeg ville kunne tage af sted. Planen var at afslutte sæsonen med Marathon World Cup finalen og weekenden derefter Roc d Azur Marathon og XC løb.

Marathon finalen blev i år afholdt i Ornans i Nordfrankrig, en lille romantisk by ved floden Loue. Indkvarteringen, et ca 20 kvm “stort” mobile home på en campingplads, var dog ikke lige at finde i kategorien romantisk. Ophold i små mobile homes hører vel generelt hjemme i kategorien rimelig kaotisk. Når det så er ved at blive vinter, og det er rigtig koldt og konstant øsregner, og man skal være 5 mennesker derinde, tjaa, så er det presset! Men så var det jo godt, at selskabet (Allan og Helle Bachmann, Helle Sahlholdt og Sandra Dullerocca) var godt. Det mest uheldige var egentlig, at man ikke kan have 5 mtb’er inde i sådan et shack.

Fredag aften gjorde vi den oplevelse, som ingen cykelrytter ønsker at gøre. “Nogen”, sikkert en organiseret tyvebande, havde stjålet vores 4 mtb’er og forsøgt at stikke af sted med min cykelkuffert, som de dog venligst havde placeret ude på den nærliggende mark midt i en kolort. #¤)¤&”)¤(/&”(&¤(“!!!!!!!!! GRRRRRRRRRRRR!!!! Det var en helt igennem skrækkelig fornemmelse, at stå der i den franske kulsorte aften og opdage at ens kæreste eje, og absolut nødvendige forudsætning for at kunne køre nogle UCI point hjem, var blevet stjålet! Resten af aftenen blev brugt på at trampe rundt på den nærliggende mark og bande og snakke med gendarmerne. De var meget grundige og gennemsøgte hele den nærliggende mark med lygter, tyvene var formentlig stukket af den vej. De fandt sågar en af mine Nuex drikkedunke på marken, som de ville tage den med til dna-analyse! Meget imponerende må man sige.

Resten af dagen gik med at få lavet rapport på politistationen og opsøge muligheder for at låne en eller anden cykel til løbet dagen efter. Uden held og rimeligt nedslåede endte vi på den lokale Durumrulle-biks, som de andre havde frekventeret i dagene før. Uden min cykel har jeg åbenbart ingen dømmekraft, så af en eller anden grund besluttede jeg mig for at prøve konceptet durum-rulle. Jeg ved så godt, hvorfor jeg hidtil har holdt mig fra den slags. Efter sigende skal man jo runde 100 af den slags, før maven er resistent overfor indholdet i den form for føde. Det bekræfter mig i hvert fald i at stegt flæsk, muslinger, kebab, foie-gras og alle de andre ting, jeg har en medfødt modvilje mod, bør forblive i kategorien uprøvet! Nå, efter dette lidet sportslige korrekte måltid, satte vi kursen mod race office for at aflevere tidtagnings-chips’ne så vi kunne komme til Sydfrankrig i stedet. Men heldigvis vendte heldet. Rygterne var løbet før os, og folkene på kontoret havde medlidenhed med os, så de ringede rundt og forsøgte at trække på nogle forbindelser, så vi måske kunne låne nogle cykler.

Ud på eftermiddagen lå det fast, at Helle kunne låne en Scott genius og jeg kunne låne en Commensal Alu hardtail fra Commensal standen i expo. Egentligt var cyklen lige blevet solgt, men Commensal repræsentanten besluttede, at den godt lige kunne lånes ud, men kun hvis jeg ville give den nye ejer mit start nummer efter løbet. Øh, det tror jeg nok, vi kan finde ud af! Den nye ejer var fyr og flamme, jeg sagde, at jeg nok skulle prøve at køre pænt, men næ nej, jeg fik med franske håndtegn at vide, at jeg bare skulle give den bundgas! Cool fyr. Fedt, fedt, fedt, så skulle der køres cykelløb.

Før starten -lånte pulsure kan være svære at hitte rede i 2 min før starten

Før starten -lånte pulsure kan være svære at hitte rede i 2 min før starten

Søndag morgen ringede vækkeuret alt alt for tidligt. Det var kulsort uden for. Som det lysnede lige så stille stod det klart, at det var den første rigtige efterårsmorgen. Fuldstændig tåget og hundekoldt med is på vandpytterne og bilen. Jeg varmede op i fuldt vintergear og da jeg stillede mig i startboksen i nede ved floden i centrum af byen, var det godt nok koldt. Varmen skulle dog nok komme, ikke mindst fordi baghjulet på cyklen kun meget modvilligt drejede rundt. Umiddelbart inden starten kl 8.45 begyndte UCI-kommissærerne at vinke til mig og råbe. Det viste sig, at de ville have mig op i forreste række. Jeg troede først, der var tale om en fejl, men den var god nok. Det var min placering som nr 21 på verdensranglisten, som gjorde, at de mente, at jeg skulle frem i forreste række. Det var da super fedt, men som jeg stod der på en lånt og lidt tung cykel (11 kg hardtail) med et baghjul, der ikke rigtig kunne dreje rundt og resterne af en lungebetændelse, havde jeg på fornemmelsen, at det hurtigt ville blive en pinlig affære hvis jeg skulle starte i forreste række. Så jeg prøvede at undgå det. Men nej, det var kommissærerne lige glade med, op forrest!!

Solen begyndte at titte lidt frem i tågen, og det tegnede til at blive en smuk dag. Startskuddet lød og jeg hang ret godt på hovedfeltet, jeg havde ellers regnet med at være sat på det første hjørne efter denne kaotiske optakt til løbet, men det var jeg ikke, fedt, fedt. Det første stykke tid hang jeg godt på frontgruppen, men efter noget tid og nogle stigninger, som blev ved og ved, blev det simpelthen for hårdt at hænge på med det baghjul, som ikke var meget for at dreje rundt. Efter noget tid kom Sandra op, og team Dullen og Krøllen er nu forenet. Solen kom mere og mere frem, og det var tydeligt at ruten gik igennem et meget smukt terræn. Efter nogle stigninger på grusvej med store sten og nogle pladrede nedkørsler var vi nede i udkanten af byen, hvor det første depot skulle være. Det skulle blive godt med en ny dunk. Men nej, vores hjælpere var ikke i syne, så det var bare videre og så håbe på, at den smule jeg havde i dunken kunne række nogenlunde til næste depot.
Efter feedzonen gik ruten opad igen ad mindre stier, noget singletrack og op ad en vandresti med trappetrin på, som bare fortsatte og fortsatte. Det så faktisk ud til at være svært at køre selv ned af, så der blev skubbet og båret. For mit vedkommende mest båret, bagbremsen gik så meget på, at jeg dårligt kunne skubbe cyklen op i den regnrende, der ellers var ved siden af trappen. Puh! Da vi endelig kom op på toppen gik ruten videre på et stort åbent plateau med udsigt over hele dalen. Efter et godt stykke tid nåede vi næste feedzone, heller ingen hjælpere her!! Pokkers, en rigtig væskemangelshovedpine trængte sig ganske meget på. Videre gik det. Halvvejs i løbet begyndte klodserne at være slidt tilstrækkeligt meget, så baghjulet kunne dreje nogenlunde rundt, dog på ingen måde optimalt. Alletiders, til gengæld var jeg efter 2½ times kørsel på 750 ml væske/energi, der var i min dunk + 1 dcl vand fra Sandras camelback, ved at gå godt og grundigt kold. På vej op ad noget singletrack med nogle frække rullesten, kom der heldigvis nogle vandrere imod mig. Please, giv mig noget vand, prustede jeg. Jeg fik ½l, og sammen med en Agisko gel fra Nuex, gav det mig hurtigt lidt flere kræfter, skønt. Lidt senere dukkede der et arrangørdepot, der bød på spøjst fransk saftevand med myntesmag, op. Selvom jeg på hver eneste stigning i resten af løbet igen fik ”glæde” af myntestadset, som på en eller anden måde svulmede op i maven, var det himmelsk at få noget mere væske.

I sidste halvdel af løbet var der en masse lækkert singletrack med fedtede nedkørsler med klipper og store rødder på. Fedt, fedt!! Der var her, jeg for alvor kunne mærke, hvor stiv den Commensal alu ramme var. Kombineret med en forgaffel der føltes, som om den var pumpet op til en dobbelt så tung person som mig, var resultatet en krop, som blev rimeligt gennemtæsket på alle nedkørslerne. Men det var sjovt og det var nogle fede nedkørsler!! Faktisk var ruten helt fantastisk af et marathonløb at være. På et tidspunkt kommer vi til et sted, hvor man kan vælge mellem at krydse en flod eller kører på kanten på klippeunderlag under et kæmpe klippeudhæng. Super fedt! Længere nede er man nødt til at køre nede i floden, heldigvis med strømmen -ret sjovt. Desværre stopper det sjove, da der er strømhuller i klippebunden under vandet, som man ikke lige umiddelbart kan spotte. Hullerne er lige nøjagtigt store nok til at fange Sandras forhjul. Hun står lige og balancerer et meget kort øjeblik på forhjulet og står derefter halvvejs på hovedet i floden, lækker detalje ;-) .

Efter omkring 3½t kommer vi til den sidste feedzone, hvor Helle S og Allan heldigvis står. Nøj, hvor var jeg glad for at se dem, OG mine Nuex dunke, slurp-slurp! Det viser sig senere, at de har fået forkerte oplysninger af en UCI-komissær og har stået og ventet forgæves 1t ved det forkerte depot! Så de er også helt lettede over at se os komme forbi.

Efter ca 4:40t kommer jeg i mål som nr 22. Ganske tilfredsstillende omstændighederne taget i betragtning. Det kunne nu ellers være spændende at se, hvordan det var gået med en lidt mere rolig optakt og på min egen mere end 1 kg lettere og super kørende Rotwild. For ikke at tale om mine lækkert rullende lette hjul med keramiske lejer. Og så naturligvis mere væske og energi undervejs. Det positive er at jeg i stedet fik jeg bekræftet, at tingene alligevel kan lade sig gøre, selvom alt går galt, bare man bliver ved med at kæmpe for det!!! J

Efter løbet gik turen til Sydfrankrig. Desværre viste Roc d Azur Marathon i år sig ikke at være UCI løb, og da jeg jo sådan set heller ikke havde nogen cykel at køre på, droppede jeg det og tog hjem og arbejdede i stedet. Men jeg fik da lige en biltur på de 700 km og en enkelt fridag i Frejus med til at slutte sæsonen af med.
Jeg slutter sæsonen med en placering på verdensranglisten som nr 26, hvilket jeg er ganske godt tilfreds med.

5 Responses to “Nr 26 på verdensranglisten efter World Cup Marathon finalen i Frankrig”

  1. Lars Otto Olsen Says:

    Hej Marie

    Kanon spændende læsning. Glæder mig til at læse mere.

    Lars

  2. Kmann Says:

    Kebabkaren! Det er sku da godt gået det der. Ville ellers gerne have været med, men der var vist ikke plads i det Mobilehome ;-)

  3. Morten H. Says:

    arh, sådan nogle f….. tyveknægte, man skal da også sove med sin MTB, det gør jeg :-)

  4. Niels Moestrup Says:

    Hej Marie.

    Tillykke med resultatet.
    Du er tilsyneladende lige så godt til at fortælle, som du er til at cykle!
    Det er meget medrivende og meget detaljeret!
    Fortsæt endelig med begge dele!!

    Mvh

  5. Marie Says:

    Tak tak!!

Leave a Reply